
Spejdernes Lejr
Spejdernes Lejr (SL) er Danmarks største spejderlejr og den største lejr for børn og unge i Norden. Lejren afholdes cirka hvert fjerde år og huser mellem 30.000 og 40.000 spejdere fra både ind- og udland.
Den første lejr (SL12) blev afholdt i 2012 i Holstebro. Næste lejr (SL26) er i 2026 og den bliver afholdt samme sted som den forrige lejr, nemlig i Hedeland Naturpark på Sjælland. SL30 afholdes i Silkeborg, efterfulgt af Verdensjamboreen i 2031, også i Silkeborg.
Til lejren udvikles over 300 aktiviteter til deltagerne og der opføres en midlertidig ‘by’ med vand- og elforsyning, lejrhospital, kantiner, madboder, sceneområde, parkeringspladser, drop-in aktiviteter og meget mere.
Hammeluglerne deltog første gang i SL17 i Sønderborg. Sammen med de andre spejdergrupper i Favrskov kørte vi i busser til og fra lejren. Det var en fantastisk stor oplevelse for både store og små spejdere.
Bag Spejdernes Lejr står foreningen Spejderne som er en paraplyorganisation for Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.
Gennemførelsen af Spejdernes Lejr bygger primært på frivillige kræfter og understøttes af Foreningen Spejdernes sekretariat.
Vi glæder os til at deltage i Spejdernes Lejr, som afholdes næste gang i 2026, fra lørdag den 18. juli til søndag den 26. juli i Hedeland Naturpark (Sjælland).
Sidst opdateret 8/3-2025